Kunstner Dizzy Mizz Lizzy
Type Album
Udgivet 4. marts 1994
Optaget 1993 – 1994
RYM Rating 3,57 / 5,0 fra 233 bedømmelser
Rangert #480 for 1994
Genrer Post- Grunge, Hard Rock
Beskrivere ualmindelige taktarter, energisk, melodisk, mandlig vokal
Sprog Engelsk
For metal til at være rock, men alt for poppy til at være metal. Så er det grunge? Det er det heller ikke, da der er for mange fede riffs, produktionen er klar som dagen, sangskrivningen er ikke det mindste angsty, og sangeren lyder direkte glad. Dette er et mærkeligt vejkryds, hvor de formår at blive påvirket af både metal og pop, men aldrig går for langt ind i hver enkelt lejr for at fremmedgøre hver enkelt lejr. De går heller ikke efter osteagtige klicheer. Alle disse melodier er drevet af upåklageligt guitararbejde. Dette album er propfyldt med riffs, der øjeblikkeligt vil fylde guitarspillere med trangen til at prøve at finde ud af, hvordan man spiller dem, men de er ofte ikke så nemme, som de lyder! En ting, der forbløffede mig, da jeg for første gang snurrede dette album, var, hvor god den faktiske sangskrivning er. Disse melodier klarer sig ikke kun på de fede riffs, der er nogle virkelig gode akkordforløb og melodier her. Næsten alle disse numre ville fungere lige så godt spillet på en akustisk solo-guitar, som de gør tilsluttet. En sang som “Love Is A Loser’s Game” kunne have været en upåklagelig ELO-sang i et andet liv. De første seks sange (eksklusive introen) er ensartet forrygende. Jeg docker en halv stjerne, simpelthen fordi den sidste halvdel af albummet er lidt mindre pletfri end den første, primært fordi den mangler det følelsesmæssige skub i første halvdel. Men selv de svageste sange er stadig spækket med fængende riffs og melodier. Dette album er ekstremt tilgængeligt, hvilket gør det endnu mere mærkeligt, at det ikke var særlig succesfuldt uden for bandets hjemland Danmark (og Japan). Stærkt anbefalet.
A Stoner Rock Standard
Tim Christensens evne til at skrive en ærligt vanedannende melodi har modstået tidens tand, og jeg kan ikke komme i tanke om meget større ros for en sangskriver, der opererer under genren ‘Alternativ Rock’ end: den måde, han har lavet sangene på dette album på, har evnen til at få mig til at opleve med-drawl-symptomer, hvis jeg ikke hører dem så ofte, som jeg har brug for.
Christensens svævende vokal flirter køligt med de voldsomt funky riffs og hooks på hans guitar, understøttet og lejlighedsvis kraftigt overhalet af Martin Nielsens flagrende bas, alt sammen bakket op af de præcise chops af perfekt afbalanceret trommeslager Søren Friis. Det er et match lavet i Stoner Rock-himlen.
Indspillet i Focus Studio (København) og Grapehouse Studio (København) mellem 1993 og 1994, formår det stærkt Beatles-inspirerede band at producere en liste over numre, der ville være modtaget lige så komfortabelt i en metalbar, som det ville være for et pop-centreret publikum. Det undrer mig, at de ikke er bedre kendt uden for Danmark.
Dizzy Mizz Lizzy Debutanmeldelse
Dette er det største danske album nogensinde! Tim Christensens sangskrivning og bandets internationale og grunge-inspirerede lyd er perfektion. Albummet er fyldt med hits hele vejen, og hvert nummer er godt. Den taber lidt med et par sange, men det er fordi sangen forud sætter så høj en standard.
Favnumre:
Hidden War, Love Is a Losers Game , Love Me A Little og Silverflame.
Der er mange gode sange her. Den overordnede energi er fantastisk, den har en let metallisk produktion og antydninger af metal-riffing, men der er denne sjove poppy alternative energi til det hele. Waterline thru Love Me A Little er en fremragende serie af musik. Desværre mangler albummet at være en mindre klassiker, da det mister dampen mod slutningen. At afkorte sporlisten en smule ville sandsynligvis have været til det bedre; ligesom der er 13 sange (rabat intro og outro) på i alt 54 minutter. Men alligevel er det sjovt! Disse fyre kunne have været store i Amerika i en anden tidslinje, jeg sværger.
pop giver mening
DML var en dansk trio, der opstod i midten af 90’erne, da nogen en slags post-flanel-hvad der end kunne blive signet til et større label. Denne vildt talentfulde flok spænder over grænsen mellem grungy jangles og klassiske prog-metal vindmøller som intet andet band, jeg har hørt. En selverklæret Beatles-misbruger, frontmand Tim Christensen udviklede en Paul Carrack-lignende evne til at lave ørebolsjer så velsmagende, at beregningen af trommestormen, der stormede bag ham, kun kunne forbedre det med skarpe overspring og drejninger.
Der er en form for psykisk energi mellem Tims fraser og trommeslageren Søren Friis’ matematiske drejninger, bandet evigt låst i fornemme segues og vovehalse hooks. Leadoff-nummeret “Barbedwire Baby’s Dream” tager fart på et eksplosivt knudret groove, hopper ind og ud af mærkelige taktarter, mens Christensen uddeler riff efter riff og slentrer ned ad melodiske mørke gyder med sin saftigt bittersøde vokal. Der er et skub i denne plade, en abstrakt energi, der skubber de zigzaggende omkvæd af “Glory” og det lettere bølgende omkvæd fra “Silverflame” til piskesmarte pophøjder, der overstråler næsten alt, hvad Alternative Nation havde at tilbyde på det tidspunkt. Dette er genre-hvælvingsmusik: karakteristisk, klog og sjov.
Bandet skulle have været kæmpestort, men brød aldrig rigtigt uden for DK og Japan. En turné med disse fyre, der åbnede for et band som Posies, ville have været en genistreg. Det lyder stadig dårligt, et usædvanligt bud på heavy/melodi, som jeg stadig kan fare vild i år senere.